Første ungdomskontrakt i Avarta

Oprettet d.

 

Avarta skriver historie igen igen …

Avarta har skrevet sin første ungdomskontrakt

16-årige Tristan Ibarra-Hansen har tegnet kontrakt med Avarta. Han bliver dermed den 65-årige klubs første ungdomsspiller på kontrakt. Og så har klubben nu ikke blot én, men hele to kvindelige formænd.

Af Prosper Raaberg

Der skrives historie hos de grøn- og hvidblusede i Espelunden i år. For blot få uger siden fik klubben endnu en kvindelig (næst)formand, da Lisa Andersen overtog næstformandsposten, så der nu er to kvinder i front i ledelsen. I foråret valgte klubben Susanne Thomsen til klubbens første kvindelige formand nogensinde. Og nu har klubben så yderligere tegnet sin første ungdomskontrakt.

  • Ingen tvivl om, at det for os er en fremtidsinvestering. Men også et meget spændende projekt, der er indgået i et særdeles tæt samarbejde med moderklubben, fastslår Per Thomsen, formand for Green Entertainment, der er ansvarlig for klubbens professionelle afdeling.
  • Foreløbig følger vi ham tæt i ungdomsafdelingen, men det ligger da i aftalen, at han også skal deltage i en række forløb med divisionsspillerne, siger han. 
  • Det er ikke mange dage siden, vi fik godkendelse til at kunne tegne kontrakt med ungdomsspillere, går Susanne Thomsen, formand for BK Avarta, videre.
  • Og så er det jo naturligt, at vi udbygger det samarbejde, som mange – og måske med rette – har ment, vi manglede med vores professionelle afdeling, men som – synes jeg – har fungeret rigtig konstruktivt det seneste lille års tid. Kontrakten med Tristan er et tydeligt bevis på dette. Men det er også samarbejdet og udviklingen i efteråret omkring vores 2. senior, påpeger Susanne Thomsen, og tilføjer desuden, at samarbejdet omkring ungdomskontrakter er en del af samarbejdsaftalen mellem moderklubben og GE.
  • Det finansielle i aftalen klarer vi med midler fra indtægter, vi har fået i forbindelse med Daniel Wass (nu aktiv i spanske Valencia), som jo spillede sine ungdomsår i Avarta. Midler, der ikke mindst er øremærket til blandt andet talentudvikling, understreger Susanne Thomsen, og gør det samtidig klart, at netop talentudviklingen – hvor det er hele personen, der udvikles er en af hovedårsagerne til, at moderklubben er gået ind i samarbejdet med ungdomskontrakter.

Følger i sin fars fodspor

Hovedpersonen med navnet på kontrakten hedder Tristan Ibarra-Hansen. Han er 16 år og i øjeblikket elev på Sportsefterskolen Sjælsølund i Hørsholm, hvor han bor og passer den daglige træning. Men der skal også – så ofte det kan lade sig gøre - trænes i Avarta og naturligvis spilles kampe.

Ellers bor Tristan med sin familie i Hvidovre, hvor han som yngre har spillet i et par af de lokale klubber, men også har gjort sig i Frem (Valby) og FA2000 (Frederiksberg).  Men han har faktisk allerede deltaget på Avartas U17 mandskab i et halvt års tid.

  • Jeg gik i skole med ”P” – Oliver Pedersen – som spiller på U19 holdet, og han fik mig gjort interesseret i Avarta og gav mig telefonnummeret til Thomas ”Junior” Christiansen, som er træner for Avartas U17 drengehold. Han bad mig komme, så vi kunne hilse på hinanden, fortæller Tristan.
  • Ja, supplerer Thomas ”Junior” Christiansen og tilføjer, at Tristan kendte nogle drenge fra andre klubber i Hvidovre, som nu spiller hos os. Og da han på daværende tidspunkt ikke vidste hvad, han ville med sit fodbold, fik vi ham til et par prøvetræninger med Avartas U17 hold, hvor han hurtigt viste, at han kunne lidt ud over det sædvanlige.
  • Tristan er en spiller, der ser situationerne, inden de opstår, og han har scoret alle typer af mål – både ”energimål”, ”mål på standarder” og meget smukke mål med såvel højre som venstre ben ”fra distancen”. Det eneste, vi har fokuseret på, er hans måde at arbejde på, når tingene ikke lige lykkes, og vores ”snakke” om at modgang kan blive ens styrke, hvis man bruger hårdt arbejde og altid koncentrerer sig om det her med at tænke næste situation ind som en positiv oplevelse, uanset hvad der lige er sket. Den del har Tristan virkelig rykket sig på, samtidig med at han har bevaret sig selv og den kreative direkte spillestil. Men det hårde arbejde, han har lagt i sit spil, hvis modgangen rammer, er da også medvirkende til at hans store talent har fået første del af en målsætning opfyldt ved at kunne skrive kontrakt med Avarta og GE, pointerer Thomas ”Junior”.
  • Vi er enormt stolte af i ungdomsafdelingen i Avarta, at vi har fået mere og mere elite ind i vores ældste årgange, hvor vi håber på at kunne udvikle mange spillere over årene til vores divisionshold og vores ældste ungdoms årgange viste da også i denne sæson at talentet spirer i klubben, hvor vores U17 blev 3’er i øst2 og vores U19 blev nummer 1 i øst2 og rykkede op i Øst1. Vores fremtid ser virkelig spændende ud på ungdomssiden med masser af talent, mener Thomas ”Junior”.

 Og resten er - ”historie”, hvis jeg (forfatteren – red.) må bruge et slidt udtryk om det seneste halve år? For Tristan siger selv, at han er faldet godt til og ind i klubben, hvor han hovedsageligt deltager på ungdomsholdet, men også træner med i divisionstruppen. ”De store (seniorerne i divisionstruppen – red.) er meget flinke til at passe på mig og hjælpe,” siger han.

  • Det går hurtigere og er selvsagt sværere i nærkampe med de voksne, så det gælder om at være hurtig og ”glide udenom”, smiler han.

At Tristans valg faldt på Avarta, skyldes måske også til dels at Tristans far, Christian, tidligere spillet i Avarta. Det var i 1996, hvor Jan Schmidt trænede divisionsholdet, at Christian Ibarra-Hansen bl.a. spillede sammen med netop Thomas ”Junior”. ”Jeg havde ikke problemer med at bakke Tristan op om klubvalget, da jeg hørte, at ”Junior” var træner for holdet”, indskyder Christian Ibarra-Hansen, som i øvrigt blev kåret som ”årets spiller”, mens han spillede i klubben.

  • Avarta er godt for Tristan, tror jeg. Han kan træne med både jævnaldrende og seniorerne, så overgangen fra ungdoms til voksenspiller ikke kommer til at føles så stor, når den tid kommer, siger Christian Ibarra-Hansen. Han suppleres af sin søn:
  • Som de fleste andre i min alder har jeg da også drømme. For eksempel på et tidspunkt ude i fremtiden at blive en del af spillertruppen i engelske Tottenham, griner han, men understreger samtidig, at ”det først og fremmest gælder om at udvikle mig!”

Skal deltage i VM for efterskolehold                               

Et stort skridt i den retning kan han formentlig allerede tage i foråret - nærmere bestemt april, hvor der afvikles VM i fodbold for efterskolehold fra idrætsskoler. Det foregår i Serbien med deltagelse af 32 lande og med Sjælsølund som den danske repræsentant. I øvrigt for første gang med en sjællandsk skole som deltager. 

Formand Susanne, Tristan og næstformand Lisa